Sandheden? Hvem kender egentlig den?
Jeg vil liiiiiige slå fast fra starten af denne historie, at selv om jeg er ‘Son of a Preature man’, er jeg absolut ikke tilhænger af, at bilde mig selv ind, at verden er på en bestemt måde. Faktisk var både min far og mor præster i den danske folkekirke og på trods af, at min far mente, at pæren ikke falder langt fra hesten, er den nu nok i mit tilfælde alligevel ledsaget af et oparbejdet pneumatisk tryk i hestens tarm, der har sendt den et betydeligt stykke ned ad vejen. Mere sandsynligt er den muligvis prellet af på kusken og røget et godt stykke ud i rabatten inden den har lagt sig til hvile i det bløde græs!
Da jeg var teenager havde vi konfirmationsforberedelse i skolen og der lærte jeg, ud over en masse salmevers, om nogle forskellige såkaldte lignelser i bibelen. En lignelse er en til lejligheden konstrueret historie, der på billedlig vis skal belære læseren om et eller andet. Historien er altså ikke nødvendigvis sand. Den ‘ligner’ bare virkeligheden.
Min opvækst med denne baggrund har selvfølgelig efterladt en større mængde ‘historisk information’ om bibelske forhold, men det er ikke lykkedes nogen fra en hvilken som helst religiøs retning, at overbevise mig om at netop deres religion var den evige sandhed. Jeg har haft en iboende trang til blot at forholde mig åbent til hvordan efterlivet nu måtte forme sig. Der findes masser af teorier på dette område og absolut ingen beviser.
Ja, der er godt nok en del beretninger om nærdødsoplevelser, der i store træk fortæller næsten den samme historie, men det interessante her er, at kristne har deres nærdødsberetninger, hinduister har en helt anden version og buddhister en tredie. Så måske havner vi ikke samme sted eller måske er vores oplevelser præget af et helt livs indprogrammerede overbevisninger, specielt de kulturelle.
Men hvorom alting er, hvis det kun er nærdødsoplevelser, så var de jo ikke døde og netop derfor kan man jo ikke tage det for givet, at beretningerne er præcise beskrivelser af efterlivet!
Nå, men der hvor jeg vil hen er, at nogle af historierne fra bibelen – set med psykologiske briller kan være ret interessante, at fortolke ud fra et meget dybere perspektiv. Og jeg siger netop ‘fortolke’. For det er det vi altid gør.
Det jeg fik øje på, var en lignelse i bibelen der hedder Brylluppet i Kana.
Brylluppet i Kana som billede på Sandhed.
Her er den første beskrivelse af de såkaldte mirakler Jesus gik og lavede. Nu er det nok sådan at de fleste mirakler, altså hændelser der eksempelvis redder vores liv i en farlig situation f.eks. med en vis tillempelse, kaldes mirakler. De er utrolige, men ikke overnaturlige. Det mirakel vi har fat i her tilhører kategorien overnaturlige mirakler og må derfor udsættes for en anden form for granskning, da rene fysisk studier af metafysiske begivenheder, har en udpræget tendens til, at slå ud til den tomhændede side.
Nu siger jeg ikke, at man ikke kan lave vand om til vin. Det kan man jo faktisk godt ved hjælp af en gæringsprocess. Det er bare ikke lige noget man gør på et split sekund. Så hvis Jesus har haft nogle uger kan det sagtens være, at han rent faktisk har ‘tryllet’ vandet om til vin. Men det fremgår ikke af historien. Faktisk passer det ikke rigtgt ind i historien. Hvilket tvang min hjerne til at finde andre (mulige) forklaringer.
Nu er jeg jo vildt optaget af hvordan vores psyke er konstrueret og hvordan vi er styret af den. Specielt den ubevidste del af psyken.
Jeg påstår derfor, at Brylluppet i Kana KAN være et billede på noget helt andet, hvis vi ser den fra et psykologisk perspektiv. Jeg påstår også, at det KAN være nøglen til, at forstå både bibelen og mig selv på tre forskellige niveauer. Fysisk, psykologisk og – lad os i mangel af bedre ord kalde det spirituelt, altså alt det vi endnu ikke ved om os selv, livet og universet.
Lignelsen starter enten med dårlig planlægning af indkøb eller med, at gæsterne drikker sig fra sans og samling. De løber nemlig tør for vin. Og af irrationelle årsager blever det Jesus’ job at skaffe mere sprut.
Hans mor siger nemlig til ham: “De har ikke mere vin” og han svarer nogenlunde med sætningen: Hvad rager det mig!
Helt nøjagtig udbryder han: Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet!
Og det er sku da helt ærligt noget af en afvisning. Eller i bedste fald et svar som er helt ude af sammenhæng.
Mor tager det dog ikke som en afvisning, men som en bekræftelse på at selvfølgelig vil sønnike hjælpe – selv om jeg stadig undrer mig over hvorfor han siger, at hans time endnu ikke er kommet….
Men hvorom alting sig drejer i denne historie, får hun ham åbenbart overbevist om, at han hellere må trylle lidt.
Det er så her jeg tænker, at den fysiske version af denne historie er lidt magisk og derfor usandsynlig, men den psykologiske tolkning til gengæld, kan være meget mere præcis.
Når vi nu så snakker psykologi, kan sten vand og vin være udtryk for noget andet end det de umiddelbart ligner i hsitorien her.
Hvis vi nu antager, at sten er det samme som mig – eller i psykologisk forstand det jeg OPFATTER som mig, altså mit selvbillede, også kaldet mit Ego. Det vil sige min personlige fast naglede og urokkelige version af sandheden. Ingen skal få mig overbevist om at jeg ikke har ret.
Vandet er flydende og dermed en version af virkeligheden der ændrer sig, altså en mere fleksibel og lidt større version af sandheden. En kollektiv version. Det er en gruppeversion af sandheden hvor min personlige sandhed passer ind. Her taler vi religiøse eller filosofiske grupper der slår sig sammen for i fællesskab at dyrke deres sandhed.
Men vi har også vinen. Den tillader jeg mig at se som et udtryk for den ypperste sandhed. Den sandhed der er sandheden og som er sandheden om alle ting. Den kender vi vist ikke, men masser af mennesker vælger at tro, at netop deres version er den ypperste. Og det er nok lidt inflateret at hævde, at man har patent på sandheden. Det indikerer lissom, at man har mistet jordforbindelsen og kontakten med… Virkeligheden.
Der findes et amerikansk udtryk: Body, mind, spirit og det er ca. det jeg mener med sten, vand og vin.
Vi har altså således tre niveauer af sandhed. Sten, vand og vin.
Det interessante ved disse sten er at de er udhulede for at kunne rumme vand. Med psykologiske ord er vores Ego forarbejdet på en måde så det ikke er en fast version af sandheden, men klar til at rumme det næste niveau af sandhed. Vandet. Man kan sige at mennesket her har ryddet op is sine overbevisninger. Også de ubevidste. Sindet er ryddet for lort og der bliver plads til noget andet. Den udhulede sten er mennesket der har arbejdet med sig selv gennem længere tid for at blive mere velfungerende. Mere autentisk og mere åben.
Når stenen er udhulet og fyldt med vand, kan vi ikke selv gøre så meget mere. Åbenheden svarer til en større bevidsthedsmæssig konstellation eng Egoet. En større og meget mere hel konstruktion som CG. Jung kaldte for Selvet.
Selvet kendes ikke at ret mange mennesker endnu. Hvor alle mennesker har et Ego er det endnu kun få der er ankommet til Selvets Virkelighed. En større version af sandheden.
Det er så her vi støder imod den næste grænse. For at kunne udvikle os til bedre mennesker er det nødvendigt med lærere. Eller vejledere. Hvis vi skal bestige et højt bjerg, kan det være en rigtig god ide at benytte sig af en sherpa. En der kender vejen!
Og på samme måde i livet. Vi kan gå et pænt stykke selv fordi mange andre gør det sammen med os, men når vi kommer længere op på bjerget hvor der ikke længere er nogen at følges med, har vi brug for en der kan lede os.
Og i det psykologiske landskab kommer vi til det punkt på et eller andet tidspunkt. Vi har brug for terapeuter eller coaches til at hjælpe os. Og længere henne, når vi har fundet ind til dybere lag af os selv, der hvor vågenheden og kærligheden har hjemme, har vi brug for eksperter der kan vejlede os det sidste stykke.
Vi kan ikke selv trylle vandet om til vin. Vi har brug for en der kender trylleformularen!
Vi har brug for hjælp til at trylle vandet om til vin. Trylle vores personlige sandhed væk og vise os den ultimative sandhed.
Jeg kender ikke den ultimative sandhed. Men min teori er, at sålænge bevidstheden er delt i to – Ego og Skygge – Bevidst og ubevidst, er det ikke muligt. Men det er en anden historie.
Der hvor bevidstheden kommer fra og der hvor den går hen, er to helt forskellige ting. Man kan vel sige at den nøgne bevidsthed ved sin rod eller kilde går et sted hen og iklæder sig noget. Den begynder at definere sig selv. Den laver et billede af hvem den tror den er.
Og skal vi tilbage til den kilde (af vin), tilbage til hvem vi i virkeligheden er – hvis vi i virkeligheden er nogen eller noget, er vi nok nødt til at afklæde os igen. Afdække bevidstheden så at sige. At afsløre den. Tage sløret væk. Vende tilbage til det sted hvor vi ikke længere identificerer os med vores selvbilleder. Det sted hvor vi slet ikke identificerer os og har behov for at beskrive og gentage i en uendelighed for os selv hvem vi er og hvad vi mener. Tilbage til det sted hvor alt er et og intet er alt. Hvor bevidstheden kun er bevidsthed, altså enhed – hvad det så end er, og ikke ude i projekter – dvs. delt.
Jeg tænker at bevidstheden kommer et sted fra og det er det sted jeg ‘leder’ efter. Og det er der jeg har brug for en der kender vejen. En der kan vise mig kilden. For jeg kender ikke vejen. Jeg kan ihvertfald ikke huske den. Kan ikke komme i tanker om at jeg har vidst det engang.
Seneste kommentarer