Som den relativt ukendte digter Poul Valéry udtrykte for henved hundrede år siden: “Jeg er slagen af skræk og undren når jeg går på Facebook”.
Jeg har de samme følelser dansende rundt i kroppen når jeg, efterhånden ret ofte, falder over en afsporet debat på Facebook om snart sagt hvad som helst. Altså måske var det ikke Facebook han forsøgte at beskrive med sin berømte sætning i udgivelsen Collective Works of Paul Valery, Volume 2: “I am struck with fear and wonder…”. Men jeg låner den alligevel…
Jeg er dog sikker på, at hvis han havde levet idag og var gået på Facebook, ville han utvivlsomt have sagt netop dét!
Debatten på Facebook er nemlig ofte skræmmende i en grad så jeg bliver slemt angst på menneskehedens vegne. Er vi mon, for en håndfuld aliens i en nærtflyvende UFO, blot at betragte som vilde dyr. Eller i bedre fald måske hedninge der ordbrydes med religiøse som gjaldt det livet.
Hvorom alting sig drejer, har det i det i høj grad sat nogle reflektioner igang i Neanderthalerdelen af min hjerne. Nogle skræmmende reflektioner, hvis jeg lige må tilføje dét.
Vi er som Dr. Jeckyll og Mr. Hyde. Vi er en slags skitzofræne der smider den pæne maske – vores persona, som en af verdens måske mest dybsindige psykoanalytikere, C. G. Jung definerede den del af os vi ønsker andre skal se, for at opfatte os på en bestemt måde.
Vi tager ikke jo ikke tage vores persona med på nettet – selv om vi måske burde. Den har lissom ikke noget login. Så det filter personaen udgør er non præsent på nettet! Vores tilstedeværelse på nettet bliver derved ufiltreret, hvilket giver mere fri adgang for vores irrationelle og dyriske dele.
Der jo er ikke nogen der kigger på/iagtager os mens vi vender den sure vrangside ud af os selv på FB. De kan ikke se os. Vi er sådan cirka usynlige. I hvertfald fysisk usynlige.
Der er et filter der forsvinder når vi går online.
Og det er jo tankevækkende. Hvis vi er sammen med andre mennesker og ved at der er nogle der kigger på, ville vi aldrig udsætte dem for den ufiltrerede mængde af skældsord, der får frit løb nor vi er mere anonyme. Nærværet af andre mennesker gør at vi holder vores persona op imellem dem og os, fordi det jo er dem der ellers ville se os som vi er. Vi manpulerer faktisk vores omgangskreds til at tro at vi er flinke og rare og måske netop derfor kommer noget indeni ud af balance. Måske fordi vi er falske i vores daglige fremtræden over for kolleger, bartendere, ekspedienter, buschaufføren og alle de andre vi møder, oparbejder vi en aggression over at vi ikke er ærlige (jeg filosoferer bare lidt her) og så kommer vreden over vores egen ubevidste uformåen ud når vi er mindre kontrollerede. Dvs. på en vis (digital) afstand af andre.
Ja, for når man ikke bliver iagttaget, er der ikke nogen at sælge sit selvbillede/persona til og så man behøver ikke bekymre sig om, at fremstille sig som noget bestemt. Altså gennem sin Persona (facaden overfor omverdenen), der normalt også har nyttige hæmninger, og så kommer skyggen til orde i stedet for. Kommunikationen bliver voldelig.
Vi søger ubevidst et ekko kammer. Fordi vi, igen ubevidst, gerne vil have anerkendelse for vores synspunkter og holdninger, eller mere direkte – anerkendelse af os SELV. Men fordi det er ubevidst er det faktisk det modsatte vi får. Som altid får vores Skygge vendt tingene på hovedet – uden at vi opdager hvad der sker.
Så er det jo at jeg ser at når debatten provokerer ens verdensbillede, bliver den gradvist mere hadefuld. Fordi underbevidstheden tror der er fare på færde. Den tror at der er nogen der vil slå mit ego ihjel.
Vi er grundlæggende bange for at vores verdensbillede skal tage skade.
Det går jo som regel ret fint hvis vi kan holde os til samtale emner der ikke inkluderer personlige følelser, altså noget fagligt og det praktiske, men så snart der går følelser i debatten er det et MEGET tydeligt tegn på at vi føler os angrebet på vores verdensbillede. Og det tror underbevidstheden er farligt! Fordi uden et intakt verdensbillede kan vi ikke navigere i verden og det er ensbetydende med vanvid, sindsyge og død.
Vi tror at vores grænser bliver overtrådt og at vi må ud og forsvare riget med skarpslebne ord.
Anonym på nettet?
Kommunikation på nettet er faktisk også en vanskelig kunst. Det er langt sværere end at tale ansigt til ansigt, fordi al kropssprog, øjenkontakt og tonefald er væk. Det giver besværligheder i forhold til at udtrykke sig nuanceret og det kan, sandt for dyden da også blive til nogle lange afhandlinger, hvis alle facetter skal med.
Den skrevne kommunikation giver i høj grad anledning til misforståelser, også fordi folk tolker det de læser, ubevidst selvfølgelig, på baggrund af deres EGET verdensbillede, hvor afsenderen af budskabet har skrevet beskeden udfra SIT verdensbillede.
Der sker så en polarisering hvor vi fjerner os fra hinanden. Afstanden øges og i nøjagtig samme grad mindskes forståelsen for modparten. Det er nok meget præcist at introducere en velkendt matematisk formel her: Afstanden er omvent proportional med forståelsen. Det kan da også iagttages at interessen og empatien for modparten forsvinder i samme takt som selvretfærdigheden øges. Vi havner i en af vores barndoms velkendte undskyldninger: Når de andre er så dumme, har jeg også lov til…
Der er tale om regression. Vores limbiske hjerne begynder at lede i det område hvor lignende ‘synder’ er begået mod os er lagret. De lagres nemlig samme sted og når der så er oplevelser i overflod, flyder bægeret over.
Men den korte historie om vores debat form, kan udtrykkes i få vendinger: Neurosludder og hjernemyter. Hjernetatoveringer og præprogrammerede overbevisninger.
Når vi således regredierer til barndommens fortrædeligheder – der hvor vores Limbiske hjerne netop har ført os hen, er det absolut eneste redskab vi har til rådighed for at tackle en sådan for vort ego en vanskelig situation inden vi bliver voldelige og kaster tastaturet gennem skærmen i et desperat forsøg på at tilføre opponenten hovedpine, så han rigtigt kan mærke sin velfortjente straf, er selvretfærdighed. Men det betyder samtidig at vi mister respekten for den anden debattør. Derved bliver det nemmere at hagle ham endnu mere ned.
Vi mister også ansvaret. Eller rettere, vi kaster det fra os. Jo mere vi polariserer, jo mere giver vi den anden skylden for at være en idiot. Det skaber endnu mere afstand.
Og her er det så at jeg lige er nødt til at indskyde min egen helt selvprofilerende holdning. Her fra Herreværelset lyder det, at hvis mine såkaldte grænser – som den anden ikke har skyggen af chance for at kende, føles overskredet, er det meget lidt Maskulint, at blive ved med at forsøge på at overbevise den anden part om mine fortræffeligheder og overlegne ret til at have ret og at det er ham der har gjort mig uret! Det er i min lille indskrænkede verden MEGET mere maskulint, at tage ansvar og flytte sig, så den ‘følte’ grænse ikke længere bliver overtrådt. Med andre ord: Kun wuzzies fortsætter med, at forsøge at vinde en kamp der ikke kan vindes.
Det handler ikke om, at få det sidste ord og dermed i psykologisk forstand være ‘vinder’ af debatten. Det handler om at holde på sine grænser og at lære at være ansvarlig for dem og for sig selv. Min påstand er nemlig at det er skide lige meget om andre overholder mine grænser. Det vigtige er at jeg SELV oveholder og respekter mine grænser. Alternativet er at de negative følelser sætter sig i kroppen og gør os til noget vi ikke vil være.
Det var ikke noget min far lærte mig, for det vidste han ikke noget om. Det er heller ikke noget jeg har lært om i skolen, for der vidste lærerne intet om den slags. Men livet har alligevel formået at trænge gennem mit panser og vise mig noget.
En Rigtig Mand tager Ansvar!
Seneste kommentarer