Essay om dødsstraf.

For efterhånden ikke så få år siden, gjorde jeg en mærkværdig oplevelse. Og når jeg siger mærkværdig, mener jeg virkelig værd at bemærke. Du ved jo nok at der findes en gammel talemåde der siger:

Man tuder som de ulve man er iblandt.

Og det har du helt sikkert ikke fattet dybden af. Endnu.

Den korte historie er at vi ændrer adfærd afhængig af hvem vi er sammen med. Vi opfører os ikke på samme måde i forskellige gruppesammenhænge – specielt holdt op imod hvordan vores adfærd er når vi er alene.

Den oplevelse jeg havde var fulstændig surrealistisk, fordi jeg ikke havde set mig selv på den måde før. Det var overvældende og klædte mig på en måde af. Eller afslørede mig – forstået på den måde at et af de slør jeg omgav mig med blev så tydeligt, at jeg kunne droppe det.

Jeg havde været sammen med den her kvinde i en del år, da hendes mor døde ret pludseligt. Min kæreste havde to søstre. Det der udspillede sig i den familie de næste to år var et helt fantastisk udstyrsstykke i hvordan gruppedynamik og rollespil i grupper foregår. I løbet af de to år kunne vi alle iagttage hvordan rollerne i familien ændrede sig. Det var så tydeligt at vi snakkede om det. Den største ændring var at de tre søstre gradvist begyndte at ligne deres mor. Altså psykologist set. De overtog og fordelte simpelthen moderens egenskaber og ændrede ret meget karakter de næster to år. Moderen levede simpelthen videre i de tre søstre!

Resultatet for min kæreste var, at hun faktisk fik noget tilbage som moderen havde taget fra hende da hun var barn. En stor del af sin selvstændighed.

Hende og jeg var to skadede børn der støttede hinanden gennem mange år og forsigtigt fik vi tilliden til livet tilbage. Vi blev begge mere hele og selvstændige gennem årene. Jeg var satme osse en vatpik da vi startede med at være kærester. Jeg gjorde det kun fordi alle vores fælles venner pressede på og syntes at vi passede godt sammen. Men det ændrede sig i løbet af de første måneder og vi holdt sku sammen i 19 år!

 

Psykisk Fællesøkonomi

På nogenlunde samme tid som moderen døde, startede jeg på en psykoterapeutisk uddannelse hos Ole Vadum Dahl. Det første jeg lagde mærke til, når vi hver anden måned samledes tyve mennesker var, at jeg klappede i som en stum østers når jeg var i den gruppe. Jeg havde godt tidligere svagt bemærket at i større grupper blev min rolle og adfærd at være det stille generte dreng, men aldrig havde jeg bemærket det sådan rigtig bevidst. Det var iøvrigt også Ole der kaldte netop dette fænomen for Psykisk Fællesøkonomi.

Gruppen spejlede simpelthen en af mine helt store psykologiske udfordringer. En udfordring der handler om at jeg som introvert trækker mig fra selskabet fordi det æder min energi og jeg bliver træt og udmattet. Ekstroverte får energi af at være i store grupper. Introverte får energi af at være alene eller kun sammen med en enkelt eller ganske få meget nære venner.

Nærmest tvunget af omstændighederne og væsentligt grebet af denne for mig ret spændende udfordring, begyndte jeg at studere fænomenet. Hvorfor ændrer jeg adfærd når jeg er sammen med andre.

Det første jeg konstaterede var at grupper på op til fire mennesker ikke var et problem. Jeg kunne håndtere at bevare mig selv i mindre grupper. Men fra fem gruppemedlemmer og opefter skete der noget. Jeg trak mig ind i mig selv og nøjedes med at lytte og talte kun hvis jeg blev spurgt. Så her var ihvertfald et resultat af noget af det jeg rendte rundt med i Skyggen.

Det tog mig nogle måneder at aflure gruppens mekanismer, men jeg fik stor hjælp af at være i denne gruppe da det hele blev så tydeligt.

Det der sker er at vi skaber en ‘gruppeånd’ når vi er sammen. Det første trin foregår på den måde, at vi sætter os i en rundkreds, tager alt vores ubevidste materiale frem og smider det ind i midten af gruppen.

Derinde på gulvet ligger så vores samlede ubevidsthed. Det er gruppens kollektive ubevidste og det har Carl Gustav Jung skrevet nogle meget interessante ting om.

Det andet trin er at alle disse ubevidste egenskaber bliver sorteret og lagt op i bunker. Med tyve deltagere bliver der mindst tyve bunker. Sandsynligvis flere, men kun én af bunkerne er interessant for hver af os. Disse tyve bunker bliver nu delt ud til alle deltagerne og jeg fik den bunke der passer til den største af de Skygger jeg slæber rundt på. Jeg overtog simpelthen de andres generthed og blev dermed den stille i gruppen. Meget mere stille end hvis jeg kun var sammen med et par nære venner.

På den måde blev mit problem ret tydeligt og det er præcis den funktion man kan bruge i gruppeterapi.

Ole Vadum Dahl kalder det Psykisk Fællesøkonomi. Og det er helt præcist hvad det er!

Hvis du er lidt skarp kan du iagttage den samme funktionsmodus når du indgår i et parforhold. Hvor sælger jeg ud af mig selv. Hvordan får jeg taget ansvaret for min ubevidsthed og bliver mere hel. Hvordan kommer jeg mere hjem til mig selv. Hvordan kan jeg hvile mere i mig selv.

I alle gruppesammenhænge vil vi blive præsenteret for os selv. Vores svageste punkt vil komme under lup og vi får et tilbud som vi ikke bør sige nej til, hvis vi er på jagt efter den hellige gral. Andre mennesker spejler os subtilt, men når en hel gruppe der spejler os, bliver der virkelig kastet lys på vores Skygge. Hvis vi vil se det!

Alle de grupper vi indgår i, parforhold, venskaber, kolleger, lokalsamfund, lande og endda hele kloden, afspejler vores skygge.

Jeg var ansat i en større virksomhed gennem en del år hvor vores lille 15 mands team havde et problem som lederen ikke var i stand til at løse fordi han ikke kunne se det. Når gruppedynamikken bliver fordelt er der nogle der får gode roller og andre der får dårlige. Den største positive skygge falder ofte (ubevidst) på chefen så han kommer til at fremstå som mere chef.

Ok, jeg har set tilfælde hvor han også får en rolle der gør ham ynkelig. Men chefen vil nok ret ofte gerne gøre et godt indtryk så alle gruppemedlemmernes skjulte lederegenskaber vil nok ofte falde på ham.

I de fleste grupper er der er også ting der ikke fungerer optimalt. Skylden for disse bliver også placeret hos en eller anden arm stakkel der så må bære korset for resten af gruppen. Han bliver fyret og så tror ledelsen at problemet er løst. Men 18 måneder senere sad gruppen i samme situation en gang til og en anden blev fyret. På samme konto. Og det hjalp ikke. Gruppen blev ved med at have funktionalitetsproblemer. De blev projiceret over på den svageste som så måtte ud. En god leder havde set igennem det og taget ansvaret på sig. For måske var det i virkeligheden chefen der havde den største del af problemet.

 

Dødsstraffen

Nu vender vi så endelig tilbage til hvad det hele drejer sig om. Dødsstraf.

Hvis vi som samfund laver samme nummer, får det ingen ende. Vi kan da også bare kaste bilkket på USA og Kina som gennem tiden har henrettet i hobetal og STADIG hare problemer med alvorlig kriminalitet.

Hvis vi arver egenskaberne fra den der bliver ekskluderet fra gruppen fortsætter vi jo bare med at have de samme udfordringer i al evighed. Hvis egenskaberne fra den kriminelle der bliver henrettet blot lever videre i andre mennesker, så kommer der jo hurtigt endnu en der er blevet mere kriminel på grund af den psykiske arv og nu må han så henrettes, hvorved både hans og hans døde forgængeres kriminelle egenskaber gives videre til den næste i rækken.

Det stopper aldrig! Med mindre vi vågner op og tager VIRKELIGT ansvar for vores Skygger og hjælper andre med at tage ansvar for deres, så de ikke havner på dødsgangen.

Det er SÅ enkelt, men INGEN kan se sammenhængen fordi menneskers hjerner kører i de samme riller igen og igen og det er ikke nemt at droppe sine indprogrammerede ønsker. Men det er bydende nødvendigt.

Hvorfor tror i vores politikere er så åndssvage?

Det er fordi ALT vores ubevidste materiale bliver projiceret. Det bliver en del af den Psykiske Fællesøkonomi. Og vi kan ikke se det fordi vi selv kigger ud inde bag fra vores Skygger. Så ser det nemlig ud som om det er de andre der er idioter. De farvede briller har været nævnt før. Og det bliver ikke bedre før vi tager dem af og ser andre mennesker UDEN OM vores Skygger. Ikke IGENNEM dem! Det vi ser er for en stor del os selv. Det er vores egne Skygger vi ser.

De stakkels politikere skal jo bære alle VORES negative Skygger! Vi får ikke bedre politikere, hvis vi ikke gør vores eget mentale og psykologiske rengøringsarbejde. Hvis VI tager ansvar for vores egne Skygger, behøver politikerne ikke at bære dem for os.

En Rigtig Mand giver ikke andre skylden for det ansvar han ikke selv tager! En Rigtig Mand tager Ansvar.