De Faldne Engle og Den Kosmiske Vittighed

Solen skinnede udenfor. Vejret var pragtfuldt. Jeg havde sovet fantastisk og følte mig mere afslappet og fredfyldt end jeg længe, ja måske end jeg nogensinde havde gjort.

Livet var godt og det var som jeg med hele denne historie, var nået til et sted hvor begæret efter at finde ud af, ikke længere var så stort. Ja, måske var begæret i det hele taget ikke så stort i dag. Jeg følte mig tilfreds og hel på en helt usædvanlig almindelig Nepalesisk sommerdag. Ari-El’s sted her i bjergene havde plads til 30 overnattende kursister, så her var god plads, da vi kun var 13 heroppe nu inklusive Ari-El.

Husene var allesammen hvide og jeg måtte knibe mine morgen søvnige øjne lidt i, for ikke at blive blændet af solens reflektioner i alle disse kridhvide mure på vej over til Himmel Rummet, som vi skulle være i idag. Lyset strømmede ind af de store vinduer og bjergene var usandsynligt smukke i dag. Vi var her allesammen nu. Vi sad på vores ”flyvende tæpper”, puder og bedeskamler i en cirkel sammen med Ari-El. 12 aspirende ærkeængle, tænkte jeg inflateret, imens Ari-El begyndte at tale.

– Vi skal til et sted, hvorfra verden ses i dens rette lys så at sige. Og vi skal nok en lille vej omkring et sted du allerede kender lidt, sagde Ari-El henvendt til mig. Jeg var ikke helt sikker og spurgte om det handlede om musik. Det kan i første omgang godt handle lidt om musik for dit vedkommende, sagde han og lidt senere mere om skabelse i det hele taget. Nu har jeg jo gennem længere tid indviet jer alle i menneskenes skabelse, så lidt indsigt i kreativitet her på falderebet vil være yderst passende.

Langsomt vendte jeg fokus indad og ligeså langsomt løsnede verden sig som den plejede. Jeg gik ind i mit hus, som skrevet står, og åbnede et vindue mod øst. Kiggede ud af Jegets vindue og ind mod bevidsthedens opstående sol.

Mine ideer om verden havde undergået store forandringer den seneste tid og jeg havde ikke rigtigt noget fasttømret verdensbillede i øjeblikket. Det havde Ari-El godt og grundigt splittet ad. I dag måtte verden have lov til, at være nøjagtig som den selv gerne ville være. Jeg var næsten ligeglad og vidste godt et eller andet sted, at verden ville være nøjagtig hvad den selv ville være, uanset hvad jeg forsøgte at få den til at være ved mislykket hjælp fra ønsker, forestillinger, fantasi og frygt.

Tankerne spredte sig akkurat som skyerne på den klare blå himmel uden for. Trak vejret dybt og roligt og Ari-Els verden kom langsomt til syne, fadede på en smuk måde ind over denne kendte fysiske verden, som fadede en lille smule væk, så der faktisk var plads til to verderner oven i hinanden. Tidligere havde jeg kun oplevet enten den fysiske eller den åndelige verden, men denne gang var de begge til stede på én gang.

SÅ blev der stille!

Mere stille end jeg nogensinde havede forestillet mig, at stille kunne være og samtidig var der en levende intensitet jeg aldrig før havde oplevet. Som om selv stilheden var væk. Jeg blev fuldstændig overvældet af al den intensitet og det liv der piblede ud af stilheden. Lyt, sagde Ari-el. Lyt, lyt, lyt…

Jeg lyttede så åbent jeg kunne og hørte snart sagte musik, som kom det fra et fjernt sted og dog var det tættere på end mine egne ører. Musikken blev tydeligere. Det lød som et piano der spillede noget Mozart kunne have lavet. Det lød fuldstændig fantastisk. Jeg har før været til koncerter, der har været himmelråbende smukke, men de blegnede helt i sammenligning med disse lyde, der tonede frem af evigheden.

Jeg har hørt musik spillet på de fedeste anlæg, som kun få har kunnet betale sig fra og det har lydt eminent. Men i sammenligning med dette, har det lydt som gennem 20 madrasser og 20 edderdunsdyner. Denne musik var så klar og nærværende som intet, jeg nogensinde havde hørt før. Det var så flot at jeg tror jeg kneb en tåre. Det er godt, sagde Ari-El, smilende. Lyt endnu dybere. Han nenvendte sig direkte til mig nu. Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at lytte uden at lytte efter noget bestemt. Så tonede Carpenters pludselig frem til min store overraskelse:

”There is wonder in most everything I see.
Not a cloud in the sky,
got the sun in my eyes
and I won’t be surprised if it’s a dream”.

Det må have været et flash fra mine teenage år. Jeg sagde ordene højt og det var næsten som om, de lød dybt indefra uden, at jeg selv skulle forme dem og de beskrev situationen perfekt.

Der var en lang pause. Jeg kan høre musik som kun Engle kan lave det, sagde jeg videre og vidste, at jeg ikke behøvede at beskrive oplevelsen ihjel. Ari-El hørte med. Og jeg kan høre stilheden, sagde jeg. Samtidig med musikken.

Selv om jeg før havde oplevet stilhed, havde jeg faktisk ikke hørt den, men det blev klart for mig at den var en forudsætning for, at musikken overhovedet kunne eksistere, ja for at noget som helst overhovedet kunne eksistere. Som en maler der starter med et blankt hvidt lærred. De liflige toner fra klaveret trådte lidt i baggrunden og da jeg lyttede ind i stilheden, blev jeg overvældet.

Tårerne trillede ned ad kinderne af bar lyksalighed og jeg mærkede, at der strømmede store mængder healing og kærlighed igennem mig. Jeg kunne nu fornemme hvordan noget højere orkestrerede skabelsen af musikken. En art guddommelig dirrigent som jeg ikke kunne se. Der var nogle energi bevægelser, jeg bedst kan beskrive som intentioner. De formgav stilheden, så den i denne situation blev til kosmiske floder af vibrationer, som mit indre øre hørte som musik, min krop opfattede som healing og mit hjerte mærkede som kærligheden til skabelsen og til hele skaberværket.

– Her ser du musikkens skabelse. Verden skabes på samme måde fra øjeblik til øjeblik, sagde Ari-El.

Hans stemme kom ikke længere udefra. Den var som noget der bare formdannede sig i mit indre øre, imens Carpenters igen tonede ud i kosmos:

”I’m on the top of the world looking
down on creation and the only explanation I can find,
is the love that I’ve found ever since you’ve been around.
You just put me at the top of the world”.

Verdens Tag – Himalaya

Her sad jeg på verdens tag i Himalaya, fyldt af kærlighed til alting og i særdeleshed til Ari-El, som havde muliggjort alt dette og så kommer disse strofer dansende ind i mit hjerte, som var de udelukkende skrevet for at beskrive netop den oplevelse jeg sad med her. Sad med her. Jeg sidder her med en oplevelse. Hvem er det der sidder her? Hvem oplever? Og hvem er det der ved af at jeg sidder her?

– Se og lyt, fortsatte Ari-El, og gør så som de danske ugeblade. Se og Hør. Lang Pause… Ude og Hjemme. Hvad er ude og hvad er hjemme. Kom hjem til dig selv. Helt hjem. Her og Nu. Vær lige her lige nu! Kort pause. Ooooog Kig Ind!

Jeg så lys i farver mine øjne aldrig før havde set. Farver som slet ikke eksisterer. Varmt, klart lys som på samme måde var dirrigeret og formet af noget jeg ikke kunne få øje på. Jeg kunne se andre mennesker nu. Også alle mine venner der sad omkring mig. Deres øjne strålede af lys og deres hjerter cirkulerede og modtog lys i store mængder og gav det gavmildt videre.

Lyset spredte sig og jeg så Jorden midt i alt det klare lys. Lysvæld bagved lysvæld. Vores fantastiske blå planet indhyllet i hvide skyer. Jeg blev fyldt af ærefrygt og en form for ydmyghed jeg ikke kendte. Ikke underdanighed, men ærlig nøgen ydmyghed.

At se Jorden udefra er ubeskriveligt og jeg mærkede en dyb og inderlig taknemmelighed over at Jorden overhovedet eksisterede. Også her var den kreative dirrigent usynligt til stede. Ligesom musikken før syntes at strømme ud fra stilheden i en skabende bevægelse fra det ene øjeblik til det næste, så det også ud som om Jorden og hele det omgivende univers, galaksen vi bor i og alle de andre galakser derude, hele tiden var genstand for denne skabelsesproces. Og jeg lavede min ugeblads øvelse igen. Her og Nu.

Kig ind. Hvem er det der kigger? Stilheden forsvandt og helheden flød ud af intetheden under den usynlige dirrigents hånd, ikke bare fra fra øjeblik til øjeblik, men i ét kontinuert flow. Verden er ikke bare skabt opdagede jeg. Den skabes hele tiden. I et uendeligt nu. Den usynlige dirrigent er mig! Hvem så end Mig er!

Stilheden udvidede sig ligesom når lyd breder sig og den forsvandt. Stilheden tonede helt væk. Det eneste der var nu var åbenhed, åbenhed, åben… Ingen tanker. Ingenting. Og heller ikke længere nogen til, at erkende det der ikke var. Jeg var ét med universet. Jeg kunne ikke længere kalde mig selv for mig selv. Jeg var i ét nu navnløs og det stod mig klart, at den eksistens der var her lige nu, ikke var mit sædvanlige sammentrukne mig.

Friheden var fuldkommen. Jeg var fri af alt. Fri for mig selv. Jeg var selve friheden. Jeg var åbenheden. Her er et sted som ikke er et sted og hvor himmel og jord er ét. Hvor retning ikke findes. Hvor op og ned er det samme. Mit hjerte var ved at eksplodere, flyde over og i ét mirakuløst, uendeligt nu var der ikke forskel på Ari-El og mig. Jeg slap alt. Inklusive mig selv. Overgav mit liv. Grænserne faldt. Han var mig og jeg var ham. Vi var alle ét. Han indeholdt et univers af viden og kærlighed, som ikke længere var udenfor mig.

Det er sandt når der står skrevet at ‘Gud’ skabte verden på seks dage og det er sandt at syvende dagen må man komme i hu og holde hellig. Denne sidste syvende himmel, kan man ikke gøre noget som helst for at nå. Ingen handling, ingen følelse, ingen tanke, ingen tro, ingenting overhovedet kan fremmane denne ypperste guddommelighed, kilden til alt. Man kan ikke engang vente, for da venter man på noget og det er også en handling. Der er intet at gøre. Hvis det sker, sker det af sig selv. I dette uendelige nu gik det op for mig hvad Leonard Cohen mener når han synger:

”Love went on and on Until it reached an open door
Then Love Itself, Love Itself was gone”

Ari-El var ikke bare ét, han var alt. Og “jeg” med. “Jeg” var alt og dog intet. “Jeg” havde intet og alligevel alt. Tårerne trillede ned ad kinderne og latteren fra munden nåede ørerne, da det gik op for mig, at det jeg ledte efter hele mit liv, har jeg altid haft. Det gik op for mig, at jeg i min jagt på den hellige gral, havde fundet absolut ingenting. Jeg havde i virkeligheden aldrig manglet noget. Det intet der er alt, var aldrig væk.

Jeg vidste nu, at alt hvad jeg nogen sinde måtte få brug for i resten af mit liv, det har jeg allerede. Jeg fyldte blot mig selv med mangler og overbevisninger om ufuldstændighed. Jeg krumbøjede mine overbevisninger i grænseløs uvidenhed for, at skabe en falsk virkelighed af alt det jeg ikke anede noget som helst om. Jeg blev hvad jeg troede på. Jeg blev hvad jeg gjorde. Ikke hvad jeg virkelig er.

EGO’et er som en tåge over mosen ved midnat – Det er smukt og flot, men det er umuligt at se noget som helst. Først når selvets sol står op og opvarmer tågen fordamper den og verden synes som gennem 1000 øjne.

Fra min bog De Faldne Engle som kan købes her: www.DenRigtigeMand.dk