Taschina og Fukurou

Det var april 2021 og jeg manglede en sangerinde. Jeg vidste ikke rigtigt hvordan jeg skulle gribe det an, men min distraherede hukommelse kom i tanke om, at jeg jo var medlem af en ”Find Musikere” Facebook gruppe. Jeg havde været der før – og måske glemt den igen, fordi der var ret mange opslag om bandmedlemmer til Heavy Metal bands. Heavy Metal kan være afsindig godt hvis det er velproduceret, men det jeg kiggede efter, var i en helt anden retning. Det tog et par timer at bladre gennem opslagene, og pludselig, dukkede der noget op der var anderledes. En kvinde havde postet en video med en sang hun selv havde lavet.

Videoen – og lydkvaliteten var ikke ligefrem i top, men budskabet var der! Jeg var ikke et sekund I tvivl om, at her var en sangerinde der havde det jeg ledte efter.

Det første møde var på Urbania Street Food I Fredericia. Taschina, Shaman og mig. Shaman er Taschinas hund. Normalt er jeg mere til katte, fordi hunde som regel er noget mere uselvstændige, men Shaman var anderledes. Han er mindre end de fleste katte, og er meget stille anlagt. Han er en beskeden og reserveret hund, og Taschina siger, at det er fordi han er en ”Rescue” med en skrøbelig fortid.

Det blev en lang snak. Om alternativ lægekunst, healing, musik, bøger, sund levevis og meget, meget mere. Tonen var slået an!

Den første sang blev en oversættelse af en meget smuk japansk fortælling om en skov og en ugle. Sangen hedder Fukurou som betyder ugle. Taschina har sprogøre og har selv lavet den danske tekst.

Første skridt var at få indspillet klaveret, som skulle akkompagnere Taschinas sprøde stemme. Det tog lang tid at få det til at spille korrekt, og understøtte stemmen på den helt rigtige måde. At finde det rette toneleje hvor Taschina’s stemme bedst befandt sig, tog et par eksperimenter.

Alle indspilninger foregår på den måde, at når Taschina ankommer til studiet, sætter vi os ned med en kop the, dels for at Taschina kan ‘ankomme’ gennem en nærværende snak, dels for at bringe sind og hjerter på samme bølgelængde. Det tager en times tid, men det er en vigtig proces for, at harmonierne kan finde vej gennem mikrofonen til det færdige resultat. Nogle dage laver vi også en lydhealing, som er meget jordforbindende.

 

Hvem er Taschina?

Taschina er kunster af hjerte og healer af profession. Hun er meget nysgerrig på verden og beundrer naturens variation – og skønhed, som hun mener hjælper mennesket tilbage til sjælefred og visdom. Ved hjælp af hendes egen abstrakte tankegang og fremgangsmåde, er hun fast besluttet på at gøre os klogere på den intuitive kommunikation som foregår mellem den indre – og ydre verden.

Hun lærte at observerer dynamikken mellem disse verdner, ved at arbejde med heste på en bevidst – og empatisk måde, der gjorde hende klar over fra en tidlig alder, at mennesker, dyr og natur ikke er så adskilt fra hinanden, som man skulle tro.

Hun har en lidenskab for historiefortælling og eventyr, og besøger ofte drømmeverdner, hvor hun får flere idéer til tegneserier, bøger med specielle – og holistiske koncepter, storslåede sange, poetiske formidlinger, sjove karakterer hun drømmer om at fremfører, og visuelle illustrationer, der udvider hendes allerede ret store idé kartotek.

Indenfor hendes healer baggrund, har hendes mor arbejdet med alternativ behandling og helse siden hun var ganske ung, og hun lærte en hel del ved at observere – og deltage i morens arbejde. Hun har derudover, taget kurser i diverse healings-metoder, og har en uddannelse indenfor Orthomolekylær medicin hos Claus Hancke. Dog mener hun, at vi er et samfund, der går for meget op i uddannelse, og for lidt op i menneskelighed og naturlig kontakt. At vi søger mere forstand end hjerte, og det hjælper med til at styrke vores angst for de individuelle gaver vi har, i stedet for at omfavne dem.

Hun mener decideret, at vi ikke har indlevet os i naturlovene, og at vi ikke vil prøve på, at forstå vores naturlige design, men i stedet prøver vi underbevidst på at sprænge rammerne, og adaptere os ud af vores egen naturlighed, og at dét er grunden til vores langsomme forfald.

Hun studerer dagligt nervesystemet, og hvordan ærlighed og spiritualitet, er med til at skabe tryghed – og styrke i systemet på samme tid, og at vi i skolerne, skulle være bedre til at inkorporere fag omkring anatomi, nervesystems funktion, og hvad relationer er, og hvordan vi omgås dem, for at skabe et mere helende samfund.

Hun frembringer sine budskaber ved hjælp af sit koncept ”Conscious Art Life” som stadig er under opbygning, hvor der løbende – og jævnligt kommer til at være kreative – og informations rige opdateringer, i form af visuelle blogposts og videoer, bøger og en masse andre spændende ting, som hun håber hjælper med til at give inspiration og en ny tro på livet. Oven i det, er hun også i gang med at producere sin musik i samarbejde med undertegnede.

Taschina lever generelt et ret intuitivt – og frit liv, men uanset om hun tegner, synger, arrangerer holistiske begivenheder, er med dyr, skriver bøger eller noget helt andet, er hendes budskab det samme. Hun vil gerne hjælpe os hjem til en mere reguleret, kærlig, katarsisk, sund, tryg, naturlig og stærk verden.

Fukurou

Fukurou er japansk, og betyder ugle. Sangen er oprindeligt skrevet – og komponeret af sangerinden KOKIA (Akiko Yoshida) som har sin egen YouTube kanal her:

KOKIA som har sin egen YouTube kanal her.

Fukurou er fra hendes børnealbum kaldet ”TonTonTon – Doubutsu no Ongakkai” som betyder ”Stamp-stamp-stamp – Dyrenes viser” et album, som Taschina overvejer at lave flere danske fortolkninger af, da hun opfanger mange af sangene som magiske, og Fukurou er bare én af dem. I originalen omhandler den en fortælling, om en forhekset menneskefjendsk skov, hvor uglerne informerer om, at en ubuden gæst har betrådt skovens jord. I Taschinas udgave, er budskabet dog det modsatte, hvor skoven faktisk er venlig og ønsker at invitere mennesket ind, så han kan komme hjem, og uglen informerer blot om hans tilstedeværelse.

Taschina’s danske udgave af sangen kan høres på YouTube og Spotify og alle de andre store streamingtjenester fra d. 1. september 2021.