Hugge brænde. Hente vand.
Femogtredive år.

“Giv mig ingenting,” sagde han.
“WTF,” tænkte jeg. “Hvordan fanden gør man det?”
Jeg sagde ikke et ord. Jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, ville jeg give ham noget. Ikke ingenting.
Jeg var på røven.
Så jeg holdt mund, mens jeg ledte i dybet af min egen eksistens.
Intet svar.

Jeg havde ikke set min lærer i ti år. Jeg mødte ham for femogtredive år siden, da han spurgte mig: “Hvem er det, der ser?”
Han har altid haft evnen til at stille umulige spørgsmål.

I to dage arbejdede min hjerne som en dampmaskine på højtryk.
Jeg måtte ha’ enderne til at mødes.
Den, der ser, og det, der bliver set.
Hele tiden.
Minut for minut.

Sjette december.
Skovsti.
En stribe sollys.
Et træ.

Prøvede.
Og prøvede.
Og prøvede.
Indså det.
Jeg kan ikke gøre det her.
Umuligt.
Jeg kan ikke få enderne til at mødes.
Opdagede umuligheden…

…

…

…

HA HA!!!
Umuligt!
Maskinen, der delte alting i to, brændte sammen.
HA HA!!!
Hvad fanden har jeg haft gang i?
Brugte femogtredive år på at gøre
det
simpleste
i verden
kompliceret.

Det var ingenting.

Hente brænde. Hugge vand.