I mange år har skoler, gymnasier og universiteter organiseret undervisning på én bestemt måde:
Først teori. Så — måske — praksis.

Men denne opdeling er ikke bare upraktisk.
Forskning viser faktisk, at den skader læring.

Når vi skiller teori og praksis ad, falder læringen fra hinanden

Donald Schön beskrev det allerede i 1983: de bedste fagfolk handler og tænker samtidig.
De udvikler sig gennem refleksion i handling — ikke ved at lære en masse teori på afstand.

Når vi kun lærer teori, uden at bruge den i praksis, risikerer vi noget farligt:
“Praksischok.”
Nyuddannede, der træder ud i virkeligheden og pludselig opdager, at teorien ikke kan bruges.

“Man kan kende alle svømmeteknikkerne — men uden at have været i vandet, vil man synke.”

Viden findes kun i virkeligheden

Jean Lave og Etienne Wenger viste med deres teori om situated learning (1991), at viden altid er knyttet til en kontekst.
Når vi skiller viden fra virkelighed, mister den sin kraft. Den bliver teori for teoriens skyld.

Og hvis undervisning føles løsrevet fra det, vi skal kunne i praksis, mister vi ikke bare evnen til at handle.
Vi mister også motivationen til at lære.

Uden erfaring er teori tomme ord

David Kolbs berømte læringsmodel (1984) viser, at vi lærer bedst i en cyklus:

Oplevelse → Refleksion → Teori → Afprøvning

Tager vi oplevelsen væk, bryder hele læringen sammen.
Teori uden praksis bliver til noget vi kan gentage udenad — men ikke noget vi kan bruge.

Konsekvenserne rammer både elever og samfund

Når teori og praksis adskilles:

  • Har studerende svært ved at overføre viden til virkeligheden (Perkins & Salomon, 1992)
  • Rammes mange af praksischok efter endt uddannelse (Korthagen et al., 2001)
  • Får vi et kæmpe frafald blandt unge professionelle
  • Fragmenteres den faglige identitet (Beck & Young, 2005)

Vi risikerer at uddanne mennesker, der ved meget — men som ikke kan handle.

Vi vidste det godt. Hvorfor gør vi det stadig?

Det absurde er, at forskningen har påpeget problemet i over 30 år.
Men uddannelsessystemer fastholder stadig en kunstig skelnen — måske fordi det organisatorisk virker lettere.

Men konsekvenserne er alvorlige.

Når teori og praksis adskilles, får vi ikke bare dårligere læring.
Vi skaber også enorme samfundsøkonomiske omkostninger:

  • Uddannelser bliver ineffektive og tidskrævende, fordi læringen ikke forankres rigtigt fra starten.
  • Vi bruger flere ressourcer på efteruddannelse, fejlrekruttering og oplæring på arbejdsmarkedet.
  • Virksomheder og institutioner må kompensere for nyuddannedes manglende praksisfærdigheder.
  • Der sker en spildinvestering i uddannelse, hvor samfundet betaler for studier, der ikke udnytter individets fulde potentiale.

Kort sagt:
Ved at insistere på en forældet opdeling mellem teori og praksis spilder vi både menneskelig og økonomisk kapital.

Vi lærer ikke for at vide. Vi lærer for at kunne — og for at bidrage.

En personlig erfaring: Karakteren gik fra 0 til 9 — når teori og praksis mødes

Min egen oplevelse illustrerer, hvordan teori og praksis kan ændre en læringsrejse radikalt.
I folkeskolen kæmpede jeg med matematik og kunne ikke forstå, hvorfor det overhovedet skulle give mening.
Mit gennemsnit lå på mellem 00 og 03 — og alt føltes som tomme formler uden forbindelse til verden omkring mig.

Men alt ændrede sig på min EDB-assistentuddannelse.
Min lærer, Uffe satte matematik ind i virkelige situationer, som vi kunne relatere til.
At beregne den optimale rute for en lastbilchauffør med 14 stop pludselig gav teori og praksis mening sammen.

Det var den praktiske anvendelse af matematik, der gjorde det muligt for mig at forstå.
Og hvad skete der så? Jeg gik fra karakterer på 00 og 03 til en solid 9 på 13-skalaen.
Det er, hvad der sker, når man kobler teori med virkelighed — og virkelig begynder at forstå, hvordan man kan bruge den viden, man lærer.

Psykologisk perspektiv: Hvorfor teori ofte forveksles med reel læring

Et af de største psykologiske problemer i uddannelsessystemet er, at det umodne eller mindre udviklede sind ofte har svært ved at forstå, at teoretisk viden ikke er det samme som virkelig indsigt.

Mange antager, at man kan læse sig til alt — og at information, der lagres i hukommelsen, automatisk bliver til brugbar viden.
Men reel forståelse og kompetence opstår ikke gennem passiv tilegnelse.
De kræver kropslig erfaring, aktiv anvendelse og refleksion.

Denne fejlopfattelse stammer fra, at det tidlige sind har en tendens til at tro, at kognition (at vide noget) er lig med kompetence (at kunne noget).
I virkeligheden kan ingen læse sig til erfaring.
Man kan kun erfare forskellen mellem teori og praksis ved selv at opleve det — på kroppen, i handling, i virkeligheden.

Learning by doing (at lære ved at gøre) bliver derfor undervurderet.
Ligesom mange fejlagtigt overvurderer, hvor langt man kan komme alene med teoretisk viden.

Neurovidenskabelig forskning understøtter dette:
De hjerneområder, der aktiveres ved passiv indlæring, er ikke de samme, som dem der aktiveres under aktiv problemløsning, bevægelse og handling.
For at opnå dyb læring kræver det en integration af sanser, krop, refleksion og tænkning.

Kort sagt:
Man kan ikke lære forskellen mellem teori og praksis ved at læse om den.
Man kan kun lære forskellen ved at erfare den direkte.

 

📚 Kilder:

  • Schön, D. A. (1983). The Reflective Practitioner
  • Lave, J., & Wenger, E. (1991). Situated Learning
  • Kolb, D. A. (1984). Experiential Learning
  • Perkins, D. N., & Salomon, G. (1992). Transfer of Learning
  • Korthagen, F. et al. (2001). Linking Practice and Theory
  • Deci, E. L., & Ryan, R. M. (1985). Intrinsic Motivation and Self-Determination in Human Behavior
  • Beck, J., & Young, M. (2005). The Assault on the Professions
Post Views: 149